Efterår ved Brorfelde Observatorium | Foto: Joe Kniesek

Brorfelde bakker

Foto: Joe Kniesek

Området syd for Holbæk kaldes nogle gange for de Sjællandske alper eller Brorfelde Bakker, på grund af det smukke kuperede landskab – et enestående istidslandskab, der gemmer på smukke søer, unikke udsigter, golfbaner, gårdbutikker, og Danmarks største stjerneobservatorium.

Landskabet ved Brorfelde bakker

Brorfelde bakker er et skønt sted at tage på familieudflugt. Det er et enestående istidslandskab med store, fladtoppede bakker. Mellem bakkerne finder du bl.a. søerne Maglesø, Grøntved sø og Igelsø – der er en smuk vandretur rundt om Maglesø. Brorfelde bakker består af Lundsbakke på 93 meter, Væverbakke på 86 meter og bakken med stjerneobservatoriet på 90 meter. Bakkerne er fulde af skove og marker.

Danmarks eneste fredet nattemørke

På en af Brorfelde bakkerne finder du Danmarks største stjerneobservatorium, Brorfelde Observatorium. Området omkring observatoriet er det eneste sted i Danmark, hvor nattemørket er fredet. Brorfelde er et populært sted for børnefamilier, da I her kan blive klogere på astronomiens, geologiens og biologiens verden.

Brorfelde Observatorium

Gå på opdagelse på Danmarks største stjerneobservatorium.

Midtgolf

Spil golf i Vestsjællands smukke istidslandskab med overnatning og en hyggelig café.

Midtsjællands golfklub – golf i istidslandskabet

Det bakkede landskab ved Brorfelde gør det til et perfekt sted til en golfbane. Spil golf i det smukke bakkede landskab i Midtsjællands Golfklub, hvor der også er en hyggelig café. Er du til golfferie, så kan du også overnatte på golfklubben.

Gårdbutikker ved Brorfelde bakker

Et stenkast fra Brorfelde bakker finder du to hyggelige gårdbutikker. Tæt på landsbyen Kvanløse, ligger Den Lille Gårdbutik, der sælger friske grøntsager samt en masse ting til hus og have. Den Lille Gårdbutik er også en hyggelig café, hvor der serveres økologisk kaffe og hjemmebagte boller og kager. Om sommeren spilles der børneteater for de helt små i den lille gård, der er arrangeret af Teatergården. Inde i landsbyen Kvanløse, ligger den lidt anderledes gårdbutik, Farmshop Enggaarden. Farmshoppen har specialiseret sig i store havekrukker, der kan overleve de kolde danske vintermåneder. Her finder man krukker i alle former og farver samt sandstenslamper og andet interiør.

Gårdbutikken Farmshop Enggaarden

Gå på opdagelse blandt flere hundrede krukker i gårdbutikken Farmshop Enggaarden.

Oplevelser i Den lille Gårdbutik

En gårdbutik med café, børneteater og økologiske produkter.